Maskulin stue med plads til nips
Familien Frost Simonsen fra Assens på Fyn sloges med evigt rod og pladsmangel i stuen. Efter et designerbesøg blev stuen mere brugbar, de fik plads til både fars, mors og børnenes ”legetøj”, og så blev de forlængerledninger og mørke hjørner kvit.
Peter og Lotte Frost bor i det gamle hus med deres to drenge på 1 og 4 år. De vandt Lauritz Knudsens ”Tænk el når du renoverer”-konkurrence sidste år. Præmien var en totalrenovering af deres stue og elløsning med hjælp fra designer John Zoffmann. ”Vi er meget glade for helheden og udtrykket i stuen. Vi var slet ikke klar over, at vi havde den stil,” forklarer Lotte, der nyder, at stuen nu er delt op, og at de er kommet af med nogle af alle de overflødige møbler og nips.
Før og efter billeder fra stuen i AssensDobbelt så mange stikkontakter
Stuen er i alt på 37 m2, og selv om der tidligere var syv stikkontakter i hele stuen, var det langt fra nok. I dag er antallet fordoblet til 15, og dertil kommer så de skjulte udtag til væglamperne. Ved at tænke lys og el ind i selve indretningen af stuen er det nemlig lykkedes at placere alle kontakter og udtag lige præcis dér, hvor der er brug for dem. Desuden er løsningen udtænkt, så lyset nu passer til rummets funktion. Ved at gruppere lamperne i hver sin ende af stuen kan familien dæmpe lyset i sofa-delen og sætte fuldt blus på spisepladsen eller omvendt. Det understreger stuens to funktioner yderligere, gør det lettere at bruge det store rum til flere ting samtidig, og så skal man ikke vandre fra den ene ende til den anden for at slukke lyset.
”Det er blevet utroligt meget mere praktisk. Jeg har egentlig aldrig før tænkt på stikkontakterne som en del af indretningen. Men det er helt tydeligt, så meget mere bekvemt, det er, at jeg kan skrue ned for lyset over spisebordet uden at rejse mig og gå 10 meter”, beretter Lotte om nogle af fordelene.
Derudover fremhæver hun, hvor rart det er at kunne dæmpe lyset. Selve lysdæmperfunktionen havde de ikke før, men med den kan de gøre det hyggeligt om aftenen, undgå skarpt lys på en mørk vintermorgen, eller de kan bruge den til at skrue ned for strømforbruget, når solen gør behovet for lys mindre.
Før og efter billeder fra stuen i AssensNyt og gammelt i miks
- Vi havde alt for mange ting i vores stue før, men det kan jeg først se nu, siger Lotte. Det første, vi gjorde sammen med John, var at gennemgå møblerne ét for ét. Hvilke betød noget, og hvilke var i virkeligheden ligegyldige. På den måde blev fx standerlampen, Lotte har arvet fra sin mormor, og det antikke bornholmerur fredet.
For John var det vigtigt, at ikke alle møbler blev skiftet ud på én gang. Ved at beholde de mest betydningsfulde er det lettere for familien at føle sig hjemme, selv om væggen har en anden farve, og de dominerende linjer i rummet er ændret.
Den grønne farve går igen gennem hele stuen. Den er i tapetet, i lampeskærmene og i pynteting. ”Den grønne farve er maskulin – og ændrer farve alt efter dagslysets styrke og kulør. Det gør den levende”, siger John om stuens farvetema.
Mest maskulint
Med sine tre drenge er Lotte ene høne i huset – og det har John selvfølgelig haft med i sine overvejelser, da han skulle indrette stuen. For der skulle være plads til det rå og maskuline, men samtidig også Lottes behov for at nusse rundt og pynte op. Tag fx det kantede spisebord i eg. Det har et gedigent, firkantet look, men eg-farven passer godt til stuens afsyrede arvestykker. Ved at supplere med mørke, bejdsede spisestuestole giver det god kontrast i indretningen.
Et andet eksempel er de rå stikkontakter. Valget af en sølvfarvet ramme med en sort trykplade er modigt, men fungerer utroligt godt i praksis og passer godt til resten af stuen.
”De maskuline basisting giver plads til de feminine pynteting”, forklarer John og fortsætter: ”På den måde kan Lotte tænde stearinlys og sætte små glas, vaser og billedrammer uden at hele stuen bliver for tøset”.
Fremtidssikret løsning
”Tapetet er meget markant, men samtidig giver det stuen stil og personlighed – og er noget alle vil huske. I modsætning vil en almindelig, hvid væg hurtigt virke upersonlig”, forklarer John om sit valg af tapet og fortsætter: ”Når familien bliver trætte af at kigge på det, er det hurtigt lige at smække noget nyt op. Det er bare vigtigt at holde fast i, at den lange væg har samme tapet, for det samler rummet og gør stuen ”mindre aflang”.
Den nye indretning har medført en god ”oprydning”. De overflødige møbler er smidt ud og Peters mange instrumenter er rykket ind i et tilstødende musikrum. Det betyder, at familien nu har fået mere plads og luft i stuen. Det gør det rarere at være i stuen, lettere at holde pænt, og så er der nu gulvplads til at tage racerbanen frem eller bygge lange togbaner.
To ting håber John dog, at familien vil anskaffe sig i nærmeste fremtid, for det er der gjort plads til i indretningen. Det ene er nye, mindre radiatorer, og det andet er et fladskærms-tv på en svingarm midt i stuen. Der er allerede lavet strøm- og antennestik, så heller ikke her bliver det nødvendigt at trække en forlængerledning eller leve med nullermænd og ledningsreder bag tv’et.