El og sikkerhed i dit hjem
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen skyldes ca. 40% af brande forårsaget af elektricitet selve el-installationen. Så el kan være farligt hvis man ikke tænker sig om. Her på siden kan du finde nogle af de vigtigste tips til, hvordan du sikkert omgås dit el i hjemmet. Husk at hvis din bolig er fra før 1994, så lever den måske ikke op til de krav, der stilles i dag. Bestil eller download brochuren 'El og sikkerhed' og tjek om el-sikkerheden er i orden hjemme hos dig. og tjek om el-sikkerheden er i orden hjemme hos dig. Du kan også altid kontakte din lokale el-installatør og få hans vurdering af el-sikkerheden i dit hjem.
Gruppetavlen

El-tavlen, eller gruppetavlen som den hedder i fagsprog, forsyner dit hjem med el. Fra tavlen fordeles strøm rundt til stikkontakter og lampeudtag via kabler og ledninger. De forskellige områder i tavlen dækker forskellige el-grupper fx lys, hårde hvidevarer, stikkontakter osv.
HFI/HPFI-afbryder
Siden 1. juli 2008 har det været lovpligtigt, at alle el-installationer har installeret en fejlstrømsafbryder (dvs. en HFI- eller HPFI-afbryder). En fejlstrømsafbryder beskytter personer og dyr mod farlige fejlstrømme fra bl.a. elektriske apparater. Fejlstrømsafbryderen fungerer bedst, hvis den betjenes jævnligt. Derfor anbefales det at afprøve funktionen mindst to gange om året og gerne én gang om måneden ved at trykke på prøveknappen.
Kabler og ledninger

Som nævnt fordeles strømmen rundt i hjemmet via kabler og ledninger. I dag er alle installationskablers isolering lavet af plast. Tidligere var isoleringen lavet af stof, men det kan være farligt, da stof mørner og smuldrer med tiden, og den strømførende del af ledningen derfor bliver blottet, og der opstår risiko for stød, kortslutning og brand.
Forlængerledninger
Forlængerledninger kan være årsag til store el-problemer, da de oftest ligger på gulvet eller under et tæppe og bliver slidte, så forbindelserne kan løsne sig. Hvis forbindelserne løsnes, øges risikoen for, at nogen i hjemmet får stød. Tjek derfor dine forlængerledninger for huller, slitage osv.
Gode råd om sikkerhed
- Få installeret en HPFI-afbryder, hvis du ikke har en
- Test jævnligt din HFI/HPFI-afbryder
- Fastgør dine ledninger til væggen eller fodpanelet
- Få løse ledninger og stik væk fra børnehøjde
- Få udskiftet gamle installationskabler, hvor isoleringen er mørnet
- Undgå for mange el-apparater på samme stikkontakt
- Få udskiftet gamle, løse og slidte stikkontakter til nye med pillesikring
- Hold dig fra ulovligt arbejde på din el-installation. Hvis el bruges forkert, kan det være farligt for både mennesker, dyr og ejendele. Se her hvad du selv må udføre af el-arbejde i hjemmet
- Spørg altid en el-installatør, hvis du er i tvivl. Du finder din nærmeste el-installatør her
- Husk røgalarmer i hjemmet