Når Schneider Electric deltager på EL & TEKNIK’26 den 5.-7. maj 2026, er det med fokus på dem, der skal være med til at føre el-faget videre. For elektrificering, energieffektivisering og den grønne omstilling kalder ikke kun på ny teknologi, men også på endnu flere elektrikere og stærke faglige miljøer omkring dem.
Schneider Electric bruger derfor messen til at sætte fokus på talentudvikling, faglig stolthed og behovet for at investere i dem, der skal bære faget videre.
Et konkret eksempel er Schneider Electrics opbakning til det nye elektrikerlandshold, som er etableret af TEKNIQ og Dansk El-Forbund for at samle nogle af landets mest ambitiøse elektrikerlærlinge i et struktureret udviklingsforløb.
Mød det nye elektrikerlandshold på SJF 6100
Schneider Electrics mange aktiviteter kan opleves på deres 300 kvadratmeter store område, hvor medlemmer af landsholdet på skift vil demonstrere Skills-opgaverne og tage en snak med dem, der kigger forbi messen, om DM i Skills, den konkrete konkurrenceopgave og vejen mod EuroSkills. Landsholdet skal både være med til at udvikle talent og synliggøre elektrikerfaget for at udvide rekrutteringsmulighederne.
”Fremtidens elektrikere kommer ikke af sig selv. Vi har som branche et fælles ansvar for at gøre faget attraktivt, vise, hvad det kan, og bakke op om dem, der vil føre det videre. Det kræver både stærke rollemodeller, høj faglighed og respekt for den erfaring, der allerede findes i branchen. Derfor giver det mening for os at bruge EL & TEKNIK ’26 på både at møde elektrikerne i øjenhøjde og sætte fokus på næste generation,” siger Mette Kühl, Channel Manager NEXT Generation elektrikere hos Schneider Electric Danmark.
For Schneider Electric handler det ikke kun om at vise produkter frem, men om at være til stede dér, hvor elektrikerne mødes og faget hyldes. Messen er en oplagt anledning til at komme tættere på både lærlinge, elektrikere, installatører og rådgivere – og til at tage dialogen om, hvad branchen har brug for fremover. Det gælder både rekruttering, uddannelse og udviklingen af de kompetencer, som efterspørges i en virkelighed med mere elektrificering, digitalisering og stigende krav til kvalitet i installationerne.