Om 140 dage skal Casper Kærvang Pedersen dyste om titlen som Europamester i elektrikerfaget til EuroSkills i Herning. Han er Danmarks repræsentant i kategorien Electrical Installations, som energioptimeringsspecialisten Schneider Electric er hovedsponsor for.
Det har krævet flid og hårdt arbejde at nå dertil. Egentlig skulle han have aftjent sin værnepligt på Kongeskibet Dannebrog fra januar i år, men efter en udvælgelseskonkurrence i 2024, hvor kun han og én anden stod tilbage, var der ingen tvivl: Værnepligten blev udskudt, og alle sejl sat ind for at nå guldet. Ifølge Casper selv har det krævet en god blanding af talent, dedikation og flid.
”En ting er at være dygtig og have et talent – og der er mange, der af de grunde siger til mig, at jeg er heldig. Men held har meget lidt at gøre med, hvor meget man træner, og hvor dedikeret man er. Lige nu træner jeg to dage om ugen, syv timer ad gangen, og derudover også om aftenen og i weekenden, siger Casper Kærvang Pedersen og fortsætter:
”Det er selvfølgelig ikke lutter lagkage, og det kræver lidt ofring på privatfronten. Både min kæreste, familie og venner ser ikke særlig meget til mig for tiden, men støtter mig fuldt ud i mine ambitioner. De ved, hvor vigtigt det her projekt er for mig – jeg glæder mig helt vildt til september.”
Ordblindhed som styrke
Selvom Caspers vej mod en podieplads til EuroSkills har krævet knofedt og lange aftener, er han samtidig overbevist om, at han har en ganske særlig styrke i konkurrencen.
Som ordblind har han nemlig altid været vant til at skulle gøre en ekstra indsats for at opnå gode resultater – præcis som det kræver at nå til EuroSkills og ikke mindst at jagte guldet.
”Det har aldrig været ligeud ad landevejen for mig med min ordblindhed, og det er heller ikke ligeud ad landevejen at komme til EuroSkills. Jeg ved, at der skal kæmpes – og det har jeg altid gjort, så den erfaring tager jeg med mig nu,” siger Casper Kærvang Pedersen.
Som ordblind har Casper modtaget støtte under hele sin uddannelse, der har givet ham vigtige redskaber og en indsigt i, hvordan ordblindheden faktisk giver ham en fordel i elektrikerfaget.
”Jeg har aldrig nogensinde set min ordblindhed som en udfordring. Tværtimod, så har jeg en fordel i, at min hjerne arbejder med mønstre på en helt anden måde. Det gør, at jeg for eksempel er stærk til mønstergenkendelse og god til at finde alternative løsninger på problemer, hvilket er en stor fordel, når det eksempelvis gælder fejlfinding i el-arbejde, både i mit daglige arbejde og til EuroSkills.”
Vil vise unge elektrikerfagets mange muligheder
Der hersker desværre en del fordomme om erhvervsuddannelser blandt danske unge, ifølge en ny undersøgelse af Skills Danmark. Her viser tallene, at over halvdelen af unge mener, at det faglige niveau på erhvervsuddannelser er lavere end på andre uddannelser.
Og også Casper Kærvang Pedersen selv oplever, at mange har en noget snæver opfattelse af, hvad det betyder og kræver at være elektriker:
”Generelt oplever jeg, at folk er opbakkende og positive omkring elektrikerfaget, hvis de er vidende om, hvad man reelt laver. Men derudover kan man nemt blive mødt af skepsis eller uvidenhed – som om der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig laver, eller at det er noget, man bare bliver. Men jeg er ikke bare elektriker, jeg er elektriker.”
Derfor håber Casper, at han med sin deltagelse i EuroSkills kan være med til vise elektrikerfagets utal af karrieremuligheder – ligesom han vil inspirere andre unge til at gå elektrikervejen.
”Der er ikke én elektriker, der laver det samme hver dag, og det er et fag, hvor man både får lov at nørde og har et stort ansvar. Der er så mange forskellige typer af elektriker, man kan blive, og man kan arbejde med alt fra programmering og robotter til industribygninger og private hjem.”
”Så jeg håber meget, at de unge mennesker, der kommer og ser konkurrencen, får en forståelse for, at elektrikerfaget har en utrolig stor bredde. Det vil jeg i hvert fald gøre mit ypperste for at vise.”
Elektrikerne er nøglen til den grønne omstilling
En rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark om 10 år vil mangle over 7.500 elektrikere til at accelerere elektrificeringen og den grønne omstilling af samfundet.
Derfor er det ifølge Casper nødvendigt, at flere unge får øjnene op for elektrikerfaget, hvis den store arbejdsmængde skal kunne imødekommes, og Danmark skal indfri klimamålene.
”Det er os, der i sidste ende skal elektrificere samfundet og skabe en bæredygtig transportsektor og industri. Det er os, der skal udbygge elnettet. Det os, der skal sikre, at vi for alvor bevæger os væk fra kul og gas. Men vi mangler endnu flere kloge hænder og hoveder til at gøre det, og det kræver blandt andet, at der bliver investeret mere i uddannelsen,” siger Casper og fortsætter:
”Schneider Electric er allerede med til at sikre, at uddannelserne rundtom i landet har det rette og mest moderne udstyr. Faktisk er det den virksomhed, jeg har set, der lægger allerflest penge i elektrikeruddannelsen.”
Som hoved- og produktsponsor for elektrikerkonkurrencen til EuroSkills fortsætter Schneider Electric sit engagement i at fremme uddannelsen, side om side med samarbejdspartnere som TEKNIQ og Dansk El-Forbund.
”Elektrikeruddannelsen skal være attraktiv for fremtidens grønne arbejdskraft, og EuroSkills er en vigtig anledning til vise, hvor meget elektrikerfaget har at byde på, og hvor vigtigt elektrikernes arbejde er for den grønne omstilling. Casper er et forbilledligt eksempel på, hvad dette indebærer, og vi glæder os meget til at følge hans videre færd mod konkurrencen,” siger Mette Kühl, Channel Manager med ansvar for uddannelse og produkttræning til landets tekniske skoler og elektrikere hos Schneider Electric.