Schneider Electric opnår grøn milepæl med cirkulær og genanvendelig stikkontakt
Schneider Electric er for første gang lykkes med at producere en cirkulær og genanvendelig LK FUGA-stikkontakt. Sammen med den danske cleantech-virksomhed Trebo har Schneider Electric formået at udvikle en proces og innovativ løsning, der gør det muligt at genanvende plast fra gamle elinstallationer til helt nye.
Miljøorganisationen Plastic Change anslår, at plastproduktionen på verdensplan overstiger hele 600 mio. ton i år, og den forventes kun at stige voldsomt de næste mange år, hvis ikke vi ændrer den måde, vi bruger plastik på i vores samfund.
Derfor tager den globale energioptimeringsspecialist, Schneider Electric, og den danske cleantech- og sorteringsvirksomhed, Trebo, nu fat om nældens rod. De to virksomheder er gennem et tæt samarbejde nemlig lykkedes med at udvikle en cirkulær LK FUGA-kontakt på virksomhedens Smart Factory i Ringsted, der årligt producerer over seks millioner produkter.
Den innovative løsning kan reducere produktionens CO2-aftryk af to stikkontakter med minimum 11 procent i forhold til den nuværende LK FUGA-produktion. I takt med skalering af produktionen, håber Schneider Electric på, at det vil det være muligt at opnå en større CO2-besparelse. Og det vidner om en fremtid, hvor mere cirkulær produktfremstilling venter lige om hjørnet.
”Vi har udviklet et cirkulært system og en proces, hvor vi tager gamle og ødelagte stikkontakter, sorterer materialerne i forskellige fraktioner og i samarbejde med Trebo laver det om til granulat, som vi senere i processen bruger til at støbe en helt ny genanvendelig kontakt,” siger Corentin Neuville, direktør for Schneider Electrics fabrik i Ringsted. Han fortæller videre, at Schneider Electric endnu ikke er helt klar til at sætte de genanvendelige stikkontakter i produktion, men meget vel snart bliver det.
I dag omdanner Schneider Electric ca. 6 ton plastik om året med hjælp fra Trebos faciliteter i Albertslund. Hos en af folkene bag Trebo er der da også glæde at spore over samarbejdets foreløbige resultat – især på vegne af klimaet.
”Der findes et uhørt højt antal af stikkontakter, som enten er ødelagte eller blot skal udskiftes. I stedet for at smide dem ud, har vi nu fundet en måde at sortere kontaktens komponenter efter densitet, hvilket giver mulighed for en mere finjusteret genanvendelse af kontakten. Og med ny regulering og direktiver for byggeriets udledninger vil denne løsning være et skridt på vejen for at imødekomme FN’s klimamål,” siger Thomas Trebbien, founder og CTO hos Trebo.
Innovation der tænder for fremtidens klimaambitioner
Schneider Electric er netop blevet kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed for anden gang i træk, og ser den cirkulære LK FUGA-kontakt som et skoleeksempel på deres evne til at tænke nyt og skabe innovative løsninger for at fremme den grønne omstilling. Selvom kontakten ikke lader sig syne af meget, vil det cirkulære system få massiv betydning for fremtidens byggerier og elinstallationer – især med tanke på EU’s bæredygtighedsdirektiv, CSRD.
Og det klassiske designklenodie, som LK FUGA-kontakten er, går med den nye cirkulære produktfremstilling hverken på kompromis med funktionaliteten eller de minimalistiske linjer. Faktisk tværtimod. Produktionen gør det muligt at tilføje farver, så danskerne kan få cirkulært producerede stikkontakter i hjemmet, der følger modens tendenser og samtidig er mere klimavenlige.
Næste skridt for Schneider Electric er at udvikle et indsamlingssystem, hvor gamle stikkontakter fra fx hospitaler, skoler og erhvervsbygninger leveres direkte til fabrikken i Ringsted. Derfor arbejder Schneider Electric tæt sammen med Teknologisk Institut for at finde den mest effektive løsning og take-back system, så det på sigt er muligt at opskalere produktfremstillingen og bidrage til en større CO2-reduktion, til gavn for virksomheder, offentlige bygninger og miljøet.