topbanner billede

Unge boligejere er dårligst til energioptimering i hjemmet

Klima står højt på dagsordenen blandt danske unge. Men ifølge en undersøgelse fra YouGov og Schneider Electric er det ikke til at få øje på i deres adfærd i privaten.

billede

1,4 millioner børn og unge fra hele verden deltog tidligere i år i en klimastrejke for at sætte fokus på konsekvenserne af den globale opvarmning. Et ganske retvisende billede på historien om den grønne omstilling.

Vi hører således ofte, at det er ungdommen, der driver den grønne agenda og gør alt, hvad de kan for at påvirke alverdens politikere til at tage klimakrisen alvorligt.

Imidlertid er det svært at få øje på ungdommens gode intentioner i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af analysebureauet YouGov om energioptimering i hjemmet blandt danske boligejere. Ganske vist svarer godt og vel halvdelen af de 18-34-årige, at de har forsøgt sig med initiativer til energirenovering i hjemmet. Men tallet bliver klart overgået af aldersgruppen +55, hvor hele 81 procent har erfaringer med energirenovering i hjemmet.

billede
billede

Den markante forskel kan muligvis forklares med netop alderen, idet ungdommen i sagens natur ikke har haft lige så mange år til at teste forskellige initiativer. Ikke desto mindre peger undersøgelsen i samme retning, når det kommer til de forskellige aldersgruppers vaner og generelle adfærd i forhold til at tænke grønt i privaten.

Eksempelvis svarer 54 procent af de 18-34-årige boligejere, at de ofte foretager mindre initiativer til energioptimering i hjemmet såsom af slukke for lyset eller at skrue ned for varmen, når diverse rum ikke er i brug. Til sammenligning svarer 70 procent af de 35-54-årige, at de ofte foretager manøvrer som disse, mens tallet ligger på 79 procent for aldersgruppen 55+.

billede

”Det handler formentlig om, at de ældre har haft lidt flere år til at blive uddannet på området. Men det er da tankevækkende, at der er så stort forskel på adfærden hos de forskellige aldersgrupper, og det kunne tyde på, at de unge endnu har meget at lære på området, eller at vi som branche ikke er dygtige nok til at kommunikere mulighederne for energioptimering på de unges sprog og platforme. Under alle omstændigheder har vi mulighed for at gøre en stor forskel i klimaregnskabet ved at tænke over vores adfærd, så det er vigtigt, at vi får alle med,” siger Thomas Andersen, Vice President i Schneider Electric Danmark.

Ifølge Det Internationale Miljøagentur står bygninger for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug og 36 procent af den samlede CO2-udledning i EU. En tydelig understregning af netop bygningsområdets potentiale i forhold til at reducere vores klimaaftryk.

Thomas Andersen peger ligeledes på potentialet i et simpelt tiltag som automatisk lys- og varmestyring, hvor der automatisk bliver slukket for lyset og skruet ned for varmen på diverse prædefinerede tidspunkter, eller når ingen er til stede i lokalerne. På dette område viser undersøgelser, at varmeforbruget bliver sænket med hele 7 procent, hver gang temperaturen i et rum bliver sænket med blot én grad.

Denne mulighed for energioptimering forholder undersøgelsen sig også til, og ganske bemærkelsesværdigt svarer 31 procent af de 18-34-årige boligejere, at de ikke kender til muligheden. I aldersgruppen 55+ er det kun 10 procent, der ikke kender til automatisk lys- og varmestyring.

Så mange danske boligejere svarer bekræftende på spørgsmålet ”Har du frem til i dag foretaget nogen form for initiativer til at energirenovere dit nuværende eller dine tidligere private hjem?”

18-34 år        53 procent
35-54 år        69 procent
55+               81 procent

Så mange danske boligejere svarer ”Ja, det sker ofte” på spørgsmålet ”Fortager du mindre initiativer til energioptimering såsom at slukke for lyset eller at skrue ned for varmen, når diverse rum ikke er i brug?”

18-34 år        54 procent
35-54 år        70 procent
55+               79 procent

Så mange danske boligejere svarer ”Nej” på spørgsmålet ”Vidste du, at det er muligt at automatisere diverse funktioner i hjemmet (fx automatisk tænd/sluk af lys og varme), hvilket kan være med til at sænke energiforbruget i hjemmet?”

18-34 år        31 procent
35-54 år        15 procent
55+               10 procent

Om undersøgelsen

Om undersøgelsen billede

Undersøgelsen er udarbejdet af YouGov på vegne af Schneider Electric Danmark. Den omfatter et repræsentativt udsnit af den danske befolkning med enten en andels- eller ejerbolig og i alderen 18+. Spørgeskemaundersøgelsen omfatter i alt 1.201 respondenter, som er tilfældigt udvalgt på tværs af blandt andet køn, alder og geografi, således at undersøgelsen afspejler befolkningssammensætningen på disse parametre.

Om undersøgelsen billede